Når man har konstateret at en eller flere, måske alle naturlige tænder ikke længere kan bevares, kan man erstatte dem med en tandprotese.
Immediat, hvad er det?
Ordet immediat kommer fra latin og betyder: umiddelbar, øjeblikkeligt eller foreløbigt.
Ved en immediat-behandling isættes en tandprotese umiddelbart efter tand-udtrækningen.
En immediatprotese konstrueres og fremstilles inden tænderne trækkes ud, hvorefter kan protesen isættes mens munden stadig er lokalbedøvet.
Fordele:
– Man skal ikke gå tandløs i en længere periode
– Man bevarer sit naturlige udseende
– Gummen beskyttes og der opnås en hurtigere heling, da protesen fungerer som en slags forbinding
– Tyggeevnen bevares, dog kan den være nedsat
– Man undgår taleforstyrrelser, da det er lettere at tale rent med en protese end uden tænder.
– Kæbeleddet stabiliseres og bliver derved ikke bliver overbelastet.
– Lettere tilvænning
Når man vælger en immediat-behandling skal man indstille sig på at skulle til flere kontroleftersyn i det kommende år og særligt i de første 6 måneder, hvor man er i en helingsproces.
Det første døgn:
Protesen skal blive i munden det første døgn og må IKKE tages ud. Dette er for at beskytte gummen men også da der kan være hævelser, som gør det umuligt at isætte protesen igen. På grund af dette, kan der gå helt op til en uge før protesen igen kan sættes i.
Tænk ikke på tandbørstningen, det klare vi dagen efter.
Vær opmærksom:
Undgå meget varme drikke/fødevare
Skyl ikke munden unødvendigt
Forhold dig i ro og slap af resten af dagen
Utilpashed og kvalme kan være normalt ved store tandudtrækninger
Dagen efter:
Der vil altid blive aftalt en kontroltid dagen efter tandudtrækningen, hvor protesen tages ud og renses.
Gummerne kontrolleres for tryksår og justeres herefter. Der aftales en ny kontrol i den følgende uge.
Det anbefales at skylle med klorhexidin op til en uge efter tandudtrækningen. Dette gøres morgen og aften i forbindelse med at protesen er ude af munden og rengøres.
Undgå at spise og drikke den efterfølgende time.
Hvis man er blevet syet i forbindelse med tandudtrækningen, fjernes trådene omkring en uge efter behandlingen.
Ophelingsperioden:
I de følgende 6 måneder, arbejder gummen. Det betyder at den trækker
sig sammen og får sin nye naturlige form og størrelse. I denne periode kan det være nødvendigt, at protesen skal justeres og tilpasses med midlertidigt materiale.
Når gummen er færdig med at arbejde, laves der en opfølgende behandling. Dette er vigtigt da protesen kan begynde at gøre skade på gummen og dette kan blive både dyrt og besværligt at rette op på senere. Den opfølgende behandling består i at protesen skal have en ny bund, som i fagtermer kaldes en rebasering. I den forbindelse vil der komme en yderligere udgift
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at fremstille en ny protese indenfor de første år.